Charles Woodson
Grundlæggende information
Charles C. Woodson, født den 7. oktober 1976, er en cornerback for Green Bay Packers, hvor han har spillet siden 2006. Han kom ind i ligaen i 1998 som et førsterundevalg af Oakland Raiders, og han har siden været i seks Pro Bowls, og i 2009 blev han kåret til Defensive Player of the Year. Han spillede college-football hos Michigan.
Støt Firstdown.dk - del med dine venner:
College karriere
Woodson spillede som skrevet ovenover for Michigan, hvor han blev starter efter hans anden kamp som Freshman, hvorefter han startede 34 kampe i træk som cornerback. Udover det returnerede han også punts, mens han også i nogle tilfælde stillede op som receiver.
Gennem hele sin college-karriere var Woodson kendt for at levere store spil i de store kampe, og i 1997 blev han også vinderen af Heisman Trophy foran blandt andet Peyton Manning, og han er den dag i dag stadig den eneste defensive spiller, der nogensinde har vundet den prestigefyldte pris.
Efter hans junior-sæson gjorde han det klart, at han ville træde ind i NFL-draften.
NFL karriere
Oakland Raiders (1998-2005):
Woodson blev så taget i første runde som den fjerde overall af Oakland Raiders, og han blev herefter den første rookie til at starte alle sæsonens 16 kampe siden 1971. Udover det blev han kåret til Defensive Rookie of the Year ovenpå en sæson med fem interceptions, hvoraf han returnerede et af dem til et touchdown. En Pro Bowl-udtagelse blev det også til, og det gjorde det også året efter, hvor han dog ikke havde det samme antal interceptions, da han blot fik en enkelt.
I 2000 startede Woodson igen alle 16 kampe i sæsonen, men han fik en tåskade, som forhindrede ham i at træne med holdet. Han sluttede sæsonen af med 79 tacklinger, fire interceptions og tre forcerede fumbles, ligesom han også blev valgt til Pro Bowl for tredje gang i træk. I 2001 startede han for fjrede år i træk alle sæsonens 16 kampe, og han sluttede her sæsonen med to sacks, en interception, en forceret fumble og et blokeret field goal. En fjerde Pro Bowl-udtagelse blev det også til.
I 2002 fik Woodson sin første alvorlige skade i NFL, da han fik en skulderskade og var inaktiv i otte kampe. Sæsonen med Raiders blev dog en stor succes alligevel, da man formåede at komme i Super Bowl mod Tampa Bay Buccaneers. I kampen viste Woodson tegn på sin skade, men han formåede alligevel at lave en interception i kampen, som Raiders tabte 48-21.
I sæsonen efter Super Bowl-nederlaget gik Raiders 4-12, og Woodson kritiserede i sæsonens løb holdets nye head coach Bill Callahan. Efter sæsonen udløb hans kontrakt, men Raiders placerede deres franchise tag på ham, hvilket de også gjorde året efter. I 2005 startede han sæsonens første seks kampe, hvorefter han brækkede benet, hvilket afsluttede hans sæson.
Green Bay Packers (2006-)
Den 26. april 2006 blev Woodson og Packers enige om en syvårig kontrakt til en værdi af $52,7 millioner. Woodson har senere udtalt, at han ikke ville være en Packer, da han forhandlede med dem, men da ingen andre hold havde tilbud på bordet, blev han nødt til at tage imod tilbuddet.
I hans første sæson holdt han sig skadesfri og han førte NFC i interceptions med otte af slagsen sammen med 49ers' Walt Harris. Samtidig blev han også brugt som fuldtids-puntreturner for første gang i karrieren, og han fik på 41 punts løbet for 363 yards. Efter de otte interceptions i 2006 blev det til fire af slagsen i 2007, mens han i 2008 fik lavet syv interceptions og returneret to af dem til touchdowns.
I 2009 fik Woodson sin bedste sæson med hele ni interceptions, hvilket var flest i hele ligaen sammen med Darren Sharper, Jairus Byrd og Asante Samuel. Samtidig lavede han to sacks og forcerede fire fumbles, og tre af hans interceptions blev returneret til touchdowns. Den 11. januar 2010 blev Woodson kåret til Defensive Player of the Year af Associated Press.
Året efter at have modtaget en af de største priser man kan vinde individuelt, så lykkedes det Charles Woodson at vinde sin længe eftersøgt Super Bowl ring. Woodson var en del af det Packers forsvar som var frygtet grundet deres hurtighed, og Woodson selv havde en stor sæson der bragte ham i Pro Bowl. Igennem sæsonen stod Woodson for 92 tacklinger, to sacks og to interceptions.
Karriere highlights og awards
- 7 x Pro Bowl (1998, 1999, 2000, 2001, 2008, 2009 og 2010)
- 3 x First Team All-Pro (1999, 2001, 2009)
- 3 x Second Team All-Pro (2000, 2008 og 2010)
- AP Defensive Player of the Year (2009)
- NFC Defensive Player of the Year (2009)
- AP NFL Defensive Rookie of the Year (1998)
- Super Bowl Champion (XLV)