Atlanta Falcons (2001-2006)
Blot 20-årige Vick blev draftet som den første i 2001, men blev i sit første år skånet med kun to starter. Alligevel viste han prøver på det, som de senere år skulle blive varemærket, nemlig fantastiske løbeegenskaber. Der gik derfor heller ikke længe, før ansvaret virkelig blev lagt på Vicks skuldre. I 2002 blev han allerede startende quarterback, og Vick-bølgen ville ingen ende tage. I Falcons følte de sig sikre på, at en frelser var iblandt dem, og også fans over hele verden begyndte at få et godt øje til quarterbacken. Med årene steg Vicks popularitet i takt med betydningen for holdet, som i perioderne uden den talentfulde spiller klarede sig miserabelt. Det blev til flere Pro Bowl-optrædener for den tidligere Virginia Tech-profil, og en ny stor kontrakt ventede på Vick i starten af 2006. Manden, der var blevet et ikon fik en 10-årig kontrakt med op til $130 millioner, hvilket var den største og dyreste i NFLs historie. Stjernen havde vokset sig stor og mægtig, og intet synes at kunne slå ham ud af fatning. Den populære, flyvende og rige Vick havde alt var under kontrol. Sådan da.
Den ubegribelige skandale
I April 2007 krakelerede glansbilledet pludselig for alvor for superstjernen. Året forinden havde Vick været involveret i en sexsag med en kvinde, men her blev der indgået forlig og sagen var undsluppet offentlighedens skarpe spot. Denne gang var der dog tale om en forbrydelse af helt andre dimensioner, da efterforskningen viste, at Vick havde arrangeret og organiseret hundekampe gennem flere år. Dette medfulgte en national foragt og forargelse på højde med beskyldningerne mod O.J. SImpson i sin tid, da de moralske overtrædelser lå så langt fra den offentlige Michael Vicks natur. Han var fjøjet direkte ind i en etisk mur, der med ét smadrede hans omdømme, økonomi og fremtidsudsigter. Kontrakten blev annulleret og Vick blev idømt 21 måneders fængsel.
Hvad der umiddelbart lignede Vicks ultimative nedtur, skulle dog vise sig at være hans livs redning. Det var nemlig her Vick i bedste Lazarus-stil vendte tilbage fra de døde og indså sine fejl. Dette var hans vendepunkt. Quarterbacken har senere beskrevet denne tid som den mest betydningsfulde, da han nåede til den erkendelse, at hele hans liv var en løgn. ” Det bedste, der er sket for mig, så skørt som det lyder, var at komme i fængsel og få frataget alt.”, sagde Vick i 2010 i et interview med NFL Network.
Philadelphia Eagles (2009-nu)
Ydmyghed, værdsættelse og forandring til det bedre var symbolerne på den nye Michael Vick, der efter tiden i fængsel begyndte den hårde kamp for folkets accept. Det lignede da også en svær opgave for Vick, der længe blot blev rygtet til AFL og i folkemunde sjældent blev omtalt med positive gloser. Flere eksperter regnede kun tilbagevenden mulig som punt/kickoff-returner. Vick ville det dog anderledes, og da den frelsende hånd fra træner Andy Reid kom før sæsonen 2009, var han ikke sen til at gribe den og holde stædigt fast i den. Vick sad første sæson på bænken bag Dovonan McNabb, hvor det blev til begrænset spilletid. Sidste år blev det helt store comeback til ørnen dog en realitet. Vick tog chancen, da den startende quarterback Kevin Kolb blev skadet og endte med at kaste for karrierens bedste 3,018 yards og 21 touchdowns med en rating på 100,2. Samtidig løb Eagles-spilleren for 676 yards og 9 touchdowns.
Han modtog derfor fortjent prisen som årets Comeback Player of the Year 2010, og mange så ham som en seriøst kandidat til årets MVP for ligaen trods hans kun 12 kampe. Tidligere i år stemte fansene ham desuden ind på en andenplads i Madden 12 ’cover-afstemningen’. Entusiasmen omkring må i den grad siges at være tilbage.
Det nye kapitel af Michael Vick kan ikke skrives uden et resume af forhistorien i baghovedet. Men alligevel er det en forandret mand, der ikke kun på football-banen, men også i livet har taget sagen i egen hånd. Manden, der så langt i voksenlivet stadig havde svært ved at give slip på ungdommens rådne rødder, har endelig fundet sig til rette. Præcisionen og atletikken er endda forbedret, og med privatlivets angivelige ro kan kun guderne vide, hvad det kan drives til.